Holdkamp, Skive 2 – Lemvig 1

I søndags kom dagen, hvor det skulle afgøres, om Skive 2 skulle forblive i mesterrækken, eller rykke op i 2. division. Inden sidste runde var situationen den, at holdet lå på førstepladsen med kun ½ point foran Thy 1.

Thy skulle møde Ringkøbing og var favoritter til en sejr. Vi skulle møde Lemvig 1 og var også på papiret favoritter. Der skulle med andre ord blæses til kamp. Bløde remisser var ikke noget at komme viftende med til holdlederen i den tro, at det ville give ros. Kun Thor på første bræt, der mødte Kim Fuglsang Petersen med 2054 i rating ”måtte godt dele point”, hvis stillingen var til det.

Præcis kl 11.57 bød vore formand Frode Meldgaard velkommen til de seks hold. Grundet den truende influenzavirus med det smukke navn ”Corona”, var det forbudt at give hånd til modstanderen. Desværre havde Mirsads modstander, Søren Hedegaard, allerede rakt poten frem, hvorfor Mirsad ville vide, om modstanderen så havde tabt (sikkert med et smil på læben). Det havde han dog ikke, men han viste sig at være lige så aggressiv som coronavirus. Lemvig-manden fór på og ofrede en officer for et par bønder, og en overgang så det ”livstruende” ud for Mirsad. Men han bevarede hovedet koldt, og sluttede partiet med en sejr.

Lars Agger var den, der hurtigste stod til gevinst. Efter 7 træk stod modstanderen, Frede V. Andreassen til at tabe en officer. Det blev egentligt kendetegnende for alle kampene, at jo mere tiden skrev frem, jo bedre stod Skive-folkene. Flere og flere af modstanderne lagde kongen ned og sagde tak for kampen. For give hånd, måtte man stadig ikke. Thor var den eneste, der måtte afgive et ½ point. Alle andre vandt. Dermed hjalp det ikke Thy 1 at de vandt 6-2 over Ringkøbing. Selv 8-0 havde ikke været nok! Samtidig formåede Skive 3 at blive nr. 5 i gruppen og således blive i mesterrækken.

Det fik en lille skare til at tage på Pizzeria og fejre oprykningen. Her stødte resterne af førsteholdet til, der i Vejle havde fået en blodtud på 2½-5½ mod Evans, og nu må rykke ned i 2. division. Det krævede empati og krise-håndtering og trøstende ord, som ”det var også uheldigt”, ”det skal nok gå” og ”I rykker op igen til næste år”. Det fik mig til at tænke på min onkel Carlo, der i mange år var tilknyttet Hovedgård savværk. Han spillede ikke skak, men brugte fritiden på at fiske og lave knive af de gamle savklinger, som han solgte rundt på kræmmermarkeder. Han sagde altid, når noget kunne være gået anderledes: ”Havde hunden ikke sat sig ned for at skide, kunne den have fanget en hare!”

Se enkeltresultater: HER

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.