Holdkamp Mesterrækken: Skive 2-Holstebro 3-5

Skive 2 manglede lige det sidste til for alvor at true Holstebro, og efter nederlaget i topopgøret ser Skive-holdets chancer for oprykning nu papirtynde ud.

Ikke helt uventet var det især på topbrætterne, Holstebro havde lidt ekstra at skyde med, og selv om både Knud Peder Jensen på førstebræt og Frode Meldgaard på andetbræt strittede godt imod, fik modstanderne, Erling Høiberg (2100) og Peter Husted (2065) efterhånden større og større fordel, indtil de to gevinster kom i hus.
På bræt 3 så også Thor Hammershøj en overgang ud til at være på vej ud over kanten som sort mod Mads Svendsen (2048), men Thor bed sig fast i bordkanten og holdt et svært slutspil remis.
På bræt 4 hentede Mirsad Subasic Skives eneste gevinst ved forholdsvis hurtigt at besejre Jacob Nygaard (1797).
På bræt 5 sad Lars B. Agger med de sorte brikker over for sin gode ven, Jacob Jacobsen (1744). De to elsker at drille hinanden, men denne søndag var der ingen af dem, der vandt håneretten. Et omskifteligt parti sluttede vist ganske passende remis. Remis lignede det også længe på bræt 6, hvor der i lang tid ikke var meget, der rykkede ved balancen i partiet mellem Egon Frandsen og Keld Johnny Olsen (1735). Til sidst fik Olsen imidlertid overtaget og vandt.
På bræt 7 bestemte Evan Thomsen og hans modstander, Kim Schmidt (1725), sig for ikke at overanstrenge sig denne søndag – hurtig remis.
Endelig var Oleh Sivachenko tilsyneladende tæt på at vinde med hvid over Holstebros Heine Svane (1800), men trods to tårne og springer mod dronning, kunne Oleh til sidst ikke undgå en trækgentagelse og dermed remis.

Stillingen før sidste runde søndag den 10. marts i Skive:
Holstebro 27½
Herning 2 27
Skive 2 26½
Thy 22½
Lemvig 17
Viborg 2 13
Skive 3 10½

I sidste runde spiller Skive 2 mod Herning 2, mens Holstebro møder bundhioldet Viborg og derfor nu er favorit til at løbe med oprykningen til 2. division.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.