Holdkamp – 2. Division

Jetsmark 2 – Skive 1 2½ – 5½
Der er lagt op til en gyserafslutning, når Skivehus Skole søndag den 1. marts lægger lokaler til afslutningsrunden i holdturneringens 2. division, gruppe 4. Skive spillede sig op på førstepladsen efter en 6. runde, der bød på godt med medvind. I den på papiret svære udekamp mod Jetsmark 2, mødte man en modstander, der blandt andet på grund af vinterferien var stærkt afbudsramt og endda måtte stille op med kun syv mand.
Det betød, at Jørn Hviid, som vikarierede for Rasmus Thøgersen, som var til NM i skoleskak på Færøerne, slet ikke kom i aktion. Føringen på 1-0 blev hen på eftermiddagen til 4½-½, efter at Claus Støvring på bræt 1 havde taget remis mod Lasse Luther (2012), mens Erling Møller Nielsen, Per Nielsen og Michael Glibstrup på bræt 3,4 og 5 havde sikret sig gevinster uden de helt store problemer.
Herfra gik det dog mindre glat. Frode Meldgaard blev på bræt 7 snydt i en gunstig stilling mod Louise Højen (1639), og tabet af et rent tårn viste sig uopretteligt. På bræt 6 lignede Lars Schønings parti mod Bjarne Søndergaard (1661) først en gevinst, men i tidnøden var der tilsyneladende muligheder for modstanderen til at holde remis. Heldigvis for os valgte han noget andet, og så hev Lars alligevel gevinsten i hus.
Til sidst kæmpede Henrik Smedemark på bræt 2 for at holde sammen på en svær stilling som sort mod Lasse Simoni Nielsen (2007). I gensidig tidnød var der et lille håb for Henrik, men Lasse fik spillet præcist og vandt. Dermed sluttede matchen 5½-2½ til Skive.
På den lange hjemtur kom så oplysningen om, at bundholdet Aalborg 2 overraskende havde klaret 4-4 mod førerholdet Silkeborg. Dermed fører Skive nu med 31 point og et ekstra matchpoint foran Silkeborg med 30, og reelt er oprykningen nu en duel mellem disse to hold.
I sidste runde møder Silkeborg Jetsmark 2, mens Skive skal spille mod Randers.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.