Guld og 2 x bronze til medlemmer af Skive Skakklub ved DM i skoleskak

180 elever dystede i weekenden i 6 forskellige aldersgrupper ved DM i skoleskak på Ollerup Frie Lærerskole ved Svendborg. Deltagere havde kvalificeret sig gennem kredsmesterskaber og kommunemesterskaber, så det var 180 af landets skarpeste hjerner, der var samlet. 7 af dem er medlem af Skive Skakklub, og det lykkedes dem at hjembringe ikke mindre end en førsteplads, 2 tredjepladser og yderligere to af de eftertragtede lertårn. Den samlede score for klubbens spillere blev 27 point ud af 47 mulige.

I aldersgruppe E deltog både Marius Bøss Sørensen og Jeppe Libach Makholm. Efter 5. runde, hvor Marius tabte til Lukas Iskos fra Nørrebro Skakskole, var der ikke meget, der tydede på et mesterskab, da Lukas nu lå alene i spidsen med 5 af 5. Men de to sidste runder vandt Marius sikkert, og da de øvrige topgør faldt ud til Marius fordel, endte 3 spillere på 6 af 7 point. Her havde Marius den bedste korrektion. Med førstepladsen kvalificerede han sig til Nordisk Mesterskab for andet år i træk. Det afholdes i Norge til februar.

 

Marius Bøss Sørensen vandt DM guld i skoleskak. Her ses han sammen med skoleskakkens maskot, Duffy.

Jeppe Libach Makholm havde også et fremragende stævne. Han var hele tiden med fremme lige bag de allerbedste og med 4,5 af 7 point endte han på en flot 12 plads ud af de 52 deltagere i gruppe E. Det udløste et af de meget eftertragtede ler-tårn i præmie.

I aldersgruppe D deltog William Bay Aagaard for anden gang og Jakob Schultz Svenningsen for 3. gang. William endte med en score på 3 af 7, medens Jakob fik et point mere. Det gav en 14. plads, og dermed sneg Jakob sig lige akkurat indenfor præmierækken og kunne tage karierens andet ler-tårn med hjem til Vestfjends.

Skæbnen var meget meget hård ved Thomas Thybo i aldersgruppe C. Med 5,5 af 7 endte han på en tredjeplads – et halv korrektions-point efter den eftertragtede andenplads, der giver kvalifikation til Nordisk Mesterskab, I sidste runde mødte Adesh Easan fra Fredericia Skakklub den suveræne førsteplads, Nicolai Kistrup, der med et halv point var sikker på DM guld. Så efter e4 og 10 minutters ventid tog Nicolai imod remis, hvilket sendte et meget let halv point, andenpladsen og kvalifikation til Nordisk Mesterskab til Adesh. Men det er jo kutyme i skak……

I aldersgruppe B deltog Laurits Gorm Dahl. I denne aldersgruppe er deltagerne skrumpet ind til kun de allerbedste, men det lykkedes alligevel Laurtis at hive 2,5 point hjem.

Også Rasmus Thøgersen, der i denne turnering stillede op for Skive Skakskole, kunne have ønsket sig en bedre afslutning. A-gruppen spillede kun 5 runder, og da de var ovre, lå 3 spillere a-point på førstepladsen med 4 af 5. Korrektionen var også helt lige, så det hele skulle afgøres på lyn-omkamp. Her trak Rasmus desværre det korteste strå og endte på den utaknemmelige tredjeplads, der ikke giver adgang til NM.

Med 5 præmietagere (inkl. Rasmus) kan man vel godt tillade sig at sige, at ungdoms-elitesatsningen begynder at give pote.

Udover skak blev der hygget mellem runderne, og lørdag var der lagt en pause ind, hvor Store Nørd fra DR TV underholdte. Lørdag aften var deltagerne også en tur i svømmehallen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.