Afslutning – Vinterturnering

Claes Løfgren tog sig også af sejren i den anden af sæsonens tre klubturneringer, da Vinterturneringen sluttede tirsdag aften. Den meget tætte mestergruppe, hvor hele feltet sluttede inden for to point, fik en spændende afslutning, da Claes i sidste runde sad bag de sorte brikker mod Lars Schøning i en direkte duel om førstepladsen.

Claes, der kunne nøjes med remis, afviste alle gevinstforsøg fra Lars, som til sidst måtte stille sig tilfreds med at dele pointet. Dermed vandt Claes gruppen med 4½ point, fulgt af Lars Schøning, Jørn Hvid og Knud Peder Jensen, som alle nåede 4 p. Også oprykkeren, Lars Agger, gjorde det godt med 3½ p. som resultat. I kampen om det samlede klubmesterskab har Claes nu 1½ point forspring til Lars Schøning og Jørn Hvid, som er de nærmeste forfølgere.

I basis 1 imponerede Philip Nielsen ved at løbe med oprykningen i et felt, hvor han var den næstlavest ratede. Også i denne gruppe bød sidste runde på en finale, da Philip med sort skulle møde Peter D. Nielsen, som førte med et helt point før sidste runde. Philip trak sig sejrrigt ud af den duel og vandt dermed gruppen med 5 point og bedst korrektion, hvilket også indbragte 94 gode ratingpoint. Peter måtte tage til takke med andenpladsen, mens ratingfavoritterne, Michael Glibstrup og Frode Meldgaard, kom halsende lige bagefter med 4½ p. Også gruppens lavest ratede spiller, Birgitte Brunsgaard Jacobsen, havde en god turnering, som kastede 3 p. og 52 ekstra ratingpoint af sig.

Også i basis 2 var der spænding til det sidste. Her cruisede Jakob Schultz Svenningsen i mål som nummer 1 med en remis i sidste runde mod Rolf Diderichsen. Jakob sluttede på 5 point, fulgt af Signe Sofie Bøss Sørensen med 4½ p. Sofie blev til gengæld ratingtopscorer med +61 for turneringen. På de næste pladser opnåede Bjarne Madsen, Rolf Diderichsen og Niels Jensen alle 3½ p.

Var der spænding i de tre øverste grupper, så sørgede Marius Bøss Sørensen til gengæld for, at der ikke var noget at rafle om i basis 3, som han vandt med 7 af 7. En magtdemonstration, der skaffede 90 point til ratingkontoen. Langt efter måtte der korrektion til at afgøre, at andenpladsen gik til Jan Kringstad på bedre korrektion end Kay Larsen. Begge sluttede på 4 p, tæt fulgt af Johannes Kringstad, Kasper Pagh og Willy Bracht med 3½ p.

Gruppen med kort betænkningstid har i samme tidsrum som den øvrige turnering spillet to turneringer på hver fem runder. Eskild Overlade Larsen levede op til favoritværdigheden ved at vinde alle sine 10 partier. I den første halvdel kom Jeppe Nørgaard tættest på med 3 point, mens det i anden halvdel var Emma Nielsen, som med 4 point tog sig af andenpladsen. Med den sikre præstation er Eskild nu kommet et godt stykke over 1000 i rating.
Sæsonens sidste klubturnering, Forårsturneringen, begynder tirsdag den 3. marts, og der er i skrivende stund 29 tilmeldte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.