1. holdet ned mod Skørping

SKØRPING 1 5 – 3 SKIVE 1

Peter Dam Mikkelsen 0 – 1 Thomas Thybo

Richard Lilja 1 – 0 Claes Løfgren

Niels Chr. Davídsen 0 – 1 Jørn Hvid

Jacob Fog 1 – 0 Lars Schøning

Jon Johnsen 1 – 0 Claus Støvring

Jørgen Vejby Schacht 1 – 0 Per Nielsen

Brian Pedersen 1 – 0 Lars Foldager

Bo Bøgh Lassen 0 – 1 Oleg Sivachenko

Ovenpå 1. rundes store sejr kom vi ned på jorden igen mod Skørping i 2. runde. På forhånd havde jeg ikke regnet Skørping som et af de farlige hold i rækken, men denne dag blev jeg belært om noget andet!

Ganske vist begyndte det rigtigt godt, da Thomas med et (i alt fald for modstanderen!) overraskende bondefremstød vandt en officer og snart efter også partiet – men næsten samtidig måtte Lars F opgive, da han trods to officerer mere stod over for en udækkelig mat.
Der blev i det hele taget spillet skarpt i adskillige af partierne. Min egen modstander ofrede en officer på min kongestilling og tvang min hvide konge helt op på e4, hvor den ikke befandt sig særlig vel. Det lykkedes at afværge de direkte mattrusler, men sort vandt materiale tilbage og havde til sidst et let vundet slutspil med en kvalitet mere.

Claus havde spillet kreativt med sort mod Birds åbning, men satsede for meget på sit initiativ på kongefløjen, og i mellemtiden fik hvid etableret en binding i b-linjen, der kostede en officer og partiet.

Jørn tog sit nye supervåben – Skandinavisk! – i anvendelse, og parterne rokerede hver sin vej og begyndte at mobilisere mod hinandens kongestillinger. Undervejs vandt Jørn en bonde, og mens modstanderen forsøgte at manøvrere sine tårne i angrebsposition konsoliderede Jørn stillingen og begyndte også så småt at indtage en truende holdning på den modsatte fløj. Hvid fandt intet afgørende, og i tidnøden brasede stillingen helt sammen for ham.

Lars S var i gang med at opbygge et lovende kongeangreb, da hans ene springer pludselig kom i klemme. Lars forsøgte at ofre den for at bringe uorden i det sorte forsvar, men modstanderen manøvrerede roligt, afværgede alle trusler og fik efterhånden byttet så meget af at Lars’ stilling var håbløs.

Oleg havde en lille fordel i form af den bedre bondestilling, som han tålmodigt forstørrede i et slutspil med D+S på begge sider. En bonde faldt, og da modstanderen til sidst heller ikke kunne undgå dronningafbytningen og tab af yderligere en bonde opgav han det håbløse springerslutspil.

Tilbage sad Per med et slutspil som ved første øjekast så lovende ud, og Per forsøgte at satse på sin fribonde som også nåede helt frem til 7. række – men der havde modstanderens tårn godt styr på den, mens hans konge imellemtiden banede vejen for sine fribønder på den anden fløj, som Per ikke kunne stoppe uden stort materielt tab.

Claes